Evaluering af MENA Netværket

Efter godt og vel 2 års eksistens som formelt netværk, blev det i foråret 2011 besluttet at iværksætte en evaluering af netværkets virke, som dels skulle se tilbage på, hvad MENA Netværket har opnået i løbet af de to år det har eksisteret og dels giver nogle fremadrettede indikationer på medlemmernes behov og hvordan Netværket fremover kan spille en rolle som katalysator for erfaringsudveksling og faglig kapacitetsopbygning.

Evalueringen blev foretaget af Lisbet Fich og Stine Strandkjær fra Konsulentnetværket.

Som det første led i evalueringen blev der udarbejdet et spørgeskema, som blev distribueret til alle 38 medlemsorganisationer. Spørgeskemaet omfattede flere typer spørgsmål: scoring af et emne på en skale fra 1-5, multiple choice, og en mere narrativ tilgang, hvor organisationerne blev bedt om at fortælle om den største forandring, som organisationen havde opnået gennem deltagelsen i MENA Netværket. De store forhåbninger til udkommet af den narrative tilgang blev dog ikke indfriet. Succeshistorierne fra organisationerne er generelt vældig kortfattede.

Netværkskoordinatoren foretog telefonisk opfølgning til medlemsorganisationerne, hvilket øgede svarprocenten markant til 24 af de 38 organisationer (63 %).

Organisationerne blev bedt om at inddrage andre personer i organisationen, som deltager i MENA Netværkets aktiviteter, for at sikre, at besvarelserne repræsenterer hele organisationens synspunkter. Dette blev dog ikke efterlevet i alle tilfælde, og der har derfor været basale fejl i et par besvarelser, som efterfølgende er blevet korrigeret.

Efterfølgende blev der afholdt fokusgrupper, men på baggrund af et stort frafald til de første fokusgrupper blev der i stedet foretaget opfølgende telefoninterviews med et antal medlemsorganisationer.

Læs hele evalueringsrapporten her

Læs også Styregruppens kommentarer til evalueringen, dens resultater og anbefalinger

 
Netværkskoordinator    Sarah Gjerding    Mail: sgj[at]ms.dk Phone +45 7731 0060    Fælledvej 12    2200 Copenhagen N, Denmark